Danish Security Fair slår besøgsrekord


Torsdag den 31. august 2023 klokken 15.59 forlod sidste gæst MESSE C, og udstillerne pakkede deres stande sammen. Teamet bag Danish Security Fair kan med glæde se tilbage på, at Danmarks største sikkerhedsmesse blev endnu større – både i antal gæster og udstillere.

Da MESSE C i Fredericia den 30.-31. august blev forvandlet til Danish Security Fair, summede messehallerne af liv og god stemning. Gæsterne var nysgerrige på at lære nyt og ivrige efter at besøge udstillerstandene. Og både gæster og udstillere havde nok at se til.

 

I år var der nemlig 1948 besøgende gæster og 93 udstillere – og det betyder, at der kom 44 procent flere gæster end ved messen i 2021, og der var også flere udstillende virksomheder end der før har været.

”Det har været helt forrygende, at der har været så stor en opbakning til messen. Stemningen har været god, og folk har været glade. Det viser, at Danish Security Fair har sin berettigelse – og det har besøgstallet i den grad bevist,” fortæller den glade projektleder, Charlotte Buus.

Medarbejdermøder og planlægning

Nu begynder evalueringen af dette års messe, og så går der ikke længe før de første spæde forberedelser til næste messe går i gang.

”Det har været rigtig godt i år, og for hver messe arbejder vi altid på at forbedre os, så vi kan gøre Danish Security Fair endnu bedre næste gang, den løber af stablen,” siger Charlotte Buus.

Også årets temamøder og events var velbesøgt, og messen gav også anledning til at holde medarbejdermøder. Blandt andre samlede Bravida 117 af deres personale til en vidensdelingsdag, og Salto Systems samlede over 100 af deres kunder til konference, undervisning og fest.

”Messen var super god, og der kom mange mennesker, vi kendte. Jeg synes, at planlægningen og opbygningen fungerede rigtig godt, for det er let at gå ind at tilmelde sig og bestille billetter,” fortæller Liv Kolstad, der er marketing manager hos Salto Systems.

Messen vender tilbage

Flere udstillere har allerede nu genbestilt deres stande, og temaet bag Danish Security Fair glæder sig til at afvikle næste messe, der kommer til at ligge den 27.-28. august 2025.

 

”Og hvem ved? Måske kommer der endnu flere nye tiltag i næste version af messen. En ting er i hvert fald sikkert: Vi ville lave et samlingssted for hele sikkerhedsbranchen, og det blev Danish Security Fair,” slutter Charlotte Buus.